Da disse to hotties maler mod hinanden, er der ingen antydning til romantik. Der er kun frigivelse. I dette øjeblik er Will Hunt ikke en person med tanker, følelser og drømme. Gennem Harpers øjne er han kun et instrument til at bekæmpe hendes voksende angst, en dosis af noget sjovt og flygtigt i hendes for anstrengende liv. Denne one-night stand er det ultimative eksempel på Harpers kapitalistiske synspunkt, den måde, hun ser på mennesker og samtaler ikke som punkter i menneskelig forbindelse, men som springbræt for at nå sine mål. Det er en grov, rå, grænseløs dehumaniserende sexscene. Og alligevel er det varmt som helvede.
Fra afsnit 1 har vi været sammen med Harper og kiggede over hendes skulder under hendes chefs rants og HRs uophørlige telefonopkald om hendes grad. Vi ved, hvor meget pres hun er under. Vi har set det i hendes skarpe øjne og strammet kæben. Vi har følt hendes smerte. At se dette korte øjebliks fornøjelse føles som en frigivelse, ikke kun for Harper - men også for os. Hvem vidste, at arbejdsstress kunne være så varmt?